af Simon Schmidt
Kom nu Mulle…
At være en del af den bølge af SuccessFactors, der i denne tid skyller ind over SAP HCM-landskaber på tværs af kloden er både vanvittigt spændende, udfordrende og frustrerende. Der er travlt på skibet. Der er solskinsdage, stormvejr med søsyge og mest af alt; vind i sejlene. Fokus er på nye horisonter. Hvad venter derude? Hvad bliver det næste?
Når jeg står på udkigsposten med kikkerten og skuer frem, finder jeg stor værdi i også at kigge tilbage. Her ser jeg til stadighed flere små SAP HCM-øer, der endnu ikke er opslugt af SuccessFactors frådende vande. Der ligges sandsække og piloteres for at holde masserne ude. Det kan fra kikkertens distance virke reaktionært og tilbageholdende, men hver lille ø har en befolkning, der af gode grunde står fast og holder sig oven vande. Det er ofte spørgsmålet om Employee Central (EC) er relevant for den enkelte ø eller ej? Det kan være sikkerhedsmæssige grunde, det kan være økonomiske, det kan være en mindre medarbejderstab, der gør at investeringen ikke giver mening.
Jeg har stor respekt for dem der er tilbageholdende med at spise skovsneglen. Der er et alternativ. Det italesættes sjældent, men det er der. Der er så entydig fokus på EC, at der kan opstå en fornemmelse af at blive efterladt, hvis der er betænkeligheder ved at blive optaget i EC-klubben. På det gode skib 2BM kigger vi hele vejen rundt og tager udgangspunkt i den enkelte.
For interesserede holder vi en workshop med fokus på SAP HCM i en S/4 kontekst. Hvad er perspektiverne? Hvordan ser det ud med masterdata i SAP? og hvordan kan man fastholde øen, men måske smide en snøre ud i et hav med lækre talentløsninger?

Simon Schmidt
er seniorkonsulent hos 2BM. Han har stor erfaring med SuccessFactors, HCM og brugergrænseflader, inklusiv Fiori.